Soundvenue Magazine

Junkyard Productions
My Yard Is A Junkyard
Date: September 06
Reviewer: Mads Scheuer
Junkyard Productions - vanedannende røg til afhængige Danmark

Reggae- og dubmiljøet er vokset gevaldigt gennem de sidste par år, og det virker, som om det er en lyd, der med hjælp fra en stigende kommerciel succes er ved at finde fast plads i de danske musikhjerter. Nu er turen så kommet til den århusianske/aalborgensiske gruppe Junkyard Productions, som med old school og tilbaglænet dub puster en vanedannende røg ud over det i forvejen stærkt afhængige land.

Til at akkompagnere de vuggende produktioner er det som 'toastmaster' den afrikanske MC Pops Jabu, og den charmerende sang står danske Ena Egelund for. Netop deres samarbejde er både albummets interessante oplevelse og dets problem. Interessant er det, fordi man sjældent oplever en lækker poppet vokal i duet med en energisk og halvsyngende ragga-poet. Et samarbejde, der virkelig blomstrer på nummeret 'Rock You'. Men duetten er også et problem, fordi kontrasten tit bliver for stor, og fra en gyngende fornemmelse i hængekøjen giver Jabu lytteren følelsen af live-stemning med sin nærmest freestylende toasting.

Desuden er det instrumentalerne, der sidder både på nethinden og i nakken efter flere gennemlytninger. De tre hjerner bag musikken er de knap så eksotiske Rasmus, Christian og Dennis. Deres baggrund er dog ingen forhindring, for med brugen af lækre dubeffekter, en tung bas, diverse horn og rokkende guitar fører de lyden af Jamaica direkte ind i de danske stuer.

Labels